INVITATION

TIL FÆLLES SANGAFTEN

i Hundige Kirke

28. oktober 2010 kl. 19.00

Hundige Kirke, udsigten fra orglet.

Kære koransvarlig!

 

vi indbyder dig sammen med dit kor til at deltage i den tredje sangaften i Greve-Solrød Provsti. De to første i Johanneskirken 2008 og i Mosede Kirke 2009 var velbesøgte, - begge gange var kirken helt fuld, - og det venter vi også vil ske i Hundige Kirke til oktober.

 

Det er på en gang en fælles sangaften for menighederne i Greve-Solrød Provsti, og samtidig et møde for de mange kor i området. Menighederne og menighedsrådene er glade for at mødes med ligesindede fra de andre sogne og synge sammen under denne fælles provsti-hat. Og korene er også glade for at møde hinanden, det sker ikke for tit på vores egn. Især kirkekorene har travlt med at synge ved de mange kirkelige højtider og andre anledninger.

 

Så alt i alt: Et spændende projekt, både for dit sogn og for dit kor. Det er i hvert fald erfaringen fra de to første provsti-sangaftener. Det er intentionerne at afholde en sangaften hvert år, i skiftende kirker i provstiet, de steder hvor der er plads til de mange deltagere.

 

Foruden fællessangen har vi som de tidligere år tænkt os tre fællesopgaver:

 

1. Fællesopgave for de deltagende børnekor og ligestemmige ungdomskor

 

2. Fælleopgave for de deltagende blandede kor

 

3. Fællesopgave for alle, med medsyngende menighed.

 

Desuden får de deltagende kor, som ønsker det, lejlighed til at optræde med et kort nummer selv, det vil sige 2-3 minutter. Her kan man enten vælge at synge a cappella, med klaverledsagelse eller med orgelledsagelse (man skal selv medbringe eller have en aftale med en akkompagnatør).

 

OG SÅ er det, vi gerne vil have en

 

TILMELDING allerede (ja, senest) SØNDAG DEN 13. JUNI 2010 inden klokken 24.00.

 

I første omgang drejer det sig nemlig om at finde ud af, hvilke kor der gerne vil deltage i sangaftenen,  kortype, besætning (f.eks. SATB eller SSA) og et omtrentlig forventet deltagerantal. Senere efter sommerferien kommer vi tilbage med ønsket om et mere nøjagtigt deltagerantal, så vi kan placere korene bedst muligt i kirkerummet. Vi har regnet ud, at der ikke er plads til mere end max. 150 korsangere, hvis der også skal være plads til folk fra provstiets menigheder. Hundige Kirke kan rumme cirka 360 siddende, når vi lukker op til sideskibet. Og det gør vi den 28. oktober.

 

Vi modtager også meget gerne forslag til fællesopgaver. Oplysninger om korenes egne opførelser kan derimod vente til næste omgang.

 

1. juni 2010

Med venlig hilsen

Programudvalget.