KÆRE SANGERE!

 

Desværre er jeg nødt til at drosle ned på vores hyggelige sirenesang. Ikke fordi jeg er affældig - der er forhåbentlig lang tid til pensionen, helbredet har det godt, i hvert fald indtil videre, og lysten er stadig stor, det er et dejligt arbejde!

 

Men vi får mere og mere at lave i december i kirken. Juleaften afholder vi nu 6 gudstjenester - hvoraf dog koret og jeg "kun" er med til de 4. De to foregående dage har vi så julegudstjenester på henholdsvis Strandcentret og Hedelund! Tidligere på måneden er De 9 Læsninger blevet fast tradition, ligeså medvirken ved den Kirke-Café, som vi stiller op foran Nordea i Hundige Storcenter. Og så skal der jo også være julekoncert i Hundige Kirke, og adventskoncert i Kildebrønde Kirke. Nogle år har vi så endda på særlig opfordring haft indtil flere Lucia-optog, blandt andet to gange i Hundige Storcenter.

 

Det lille børnekor har vokset sig større, og de 12-15 sangere dér synes jo også, der skal gøres noget særligt ud af julen, så vi øver til juleaftens familiegudstjeneste og somme tider også til De 9 Læsninger.

 

Det er herligt, og det er spændende! Det er skam ikke fordi jeg er utilfreds, men det tager al min tid og lidt til, selv om jeg nu har øvet mig i 30 år. Pigekoret synger også virkelig godt i disse år, og så tager det jo også mere tid med ekstra prøver, stemmeprøver, soloprøver o.s.v. Når det nu kan blive så godt, så nøjes vi jo ikke med det halve, det husker I sikkert!

 

- Og det er heller ikke fordi deltagerskaren ved sirenesangen har været begrænset til en halv snes sangere. Det har været meget meget hyggeligt, og det lykkes mig alligevel dårligt nok at få snakket ordentligt med så mange.

 

Men jeg har ikke tid til forberedelserne, til planlægningen og det praktiske arrangement, og jeg har været lidt mindre frisk til de 9 læsninger dagen efter, end jeg egentlig helst ville være.

 

Sådeeeeeee!

 

Men er der nogen der vil take over, og på en dag, der er lidt mindre belastende for mig, har jeg meget lyst til at deltage!

 

- Det var bare det, jeg ville sige.

 

Med kærlig hilsen

Henrik Colding-Jørgensen 05-09-2005