Om udvidelsen af Kildebrønde Kirkegård 2005

 

 

Den befolkningsmæssige udvikling i Kildebrønde Sogn, fra et lille landsogn med et par tusinde beboere til et af Danmarks største med over 18.000 indbyggere, vil naturligvis også få betydning for det fremtidige behov for en stor kirkegård i sognet,

 

Oprindelig lå kirkegården med gravsteder tæt omkring kirken, indenfor kirkemuren, men i 1939 blev kirkegården udvidet med et mindre areaI øst for kirken, hvor kapellet blev opført i 1948. Senere, det var i 1969, blev der tillagt et meget stor areal, dels til parkeringsplads, dels til kirkegård. Det er sådan vi kender kirkegården indtil i dag.

 

I år 2000 besluttede menighedsrådet at iværksætte planlægning af en større udvidelse, i så god tid, at også den nye del ved ibrugtagning kunne indgå som en naturligt og smukt område, sammen med den eksisterende kirkegård.

 

Menighedsrådet købet et areal på 14.000 m2 øst for kirkegården. I samarbejde med landskabsarkitekt Andreas Bruun blev udarbejdet meget detaljerede planer. Efter forhandling med Kirkeministeriet, Stiftsøvrigheden, og Greve Kommune var disse planer godkendt, og alt var klar til afholdelse af licitation. Det måtte dog udsættes, idet Nationalmuseet stillede krav om, at der i området blev foretaget nogle arkæologiske undersøgelser, idet der var formodninger om, at der i området ville være fund af historisk betydning.

 

Det viste sig også at være tilfældet, idet der fandtes en del keramik, knogler og dele af stolper. Dermed blev det konstateret, at der på stedet har været boplads helt tilbage til Yngre Bronzealder, det vil sige for ca. 2500 år siden. Disse udgravninger blev gennemført i sommeren 2003.

 

Herefter blev licitationsmaterialet udarbejdet og arbejdet udbudt i licitation, der blev afholdt 16. marts 2004. Der indkom i alt 5 tilbud, og arbejdet blev overdraget til Skælskør Anlægsgartnere A/S. Arbejdet blev påbegyndt for ca. 1 år siden og omfattede anlæg af kirkegården og opførelse af en bygning til værksted, til opbevaring af kirkegårdens maskiner og værktøj, samt til lokaler til kirkegårdens personale. Såvel bygge- som anlægsarbejdet var afsluttet og klar til indvielse søndag den 14. august.

Peder Egelund August 2005